Ægscreening (PGT-A)

For at modtage PGT-A skal man kunne forstå dansk, da projektets informationsmateriale er på dansk. 

Som den eneste fertilitetsklinik i Skandinavien tilbyder Aagaard Fertilitetsklinik behandling med ægscreening, også kaldet PGT-A (Pre-implantation Genetic Testing for Aneuploidies).

Mens nogle får opfyldt ønsket om et barn efter fertilitetsbehandling, vil andre opleve den ene tidlige abort efter den anden, eller at der aldrig opnås en graviditet.

Er det ikke lykkedes at få ønskebarnet efter fertilitetsbehandling, kan du/I vælge:

  • Ikke at få børn
  • At adoptere
  • At få foretaget PGT-A af de befrugtede æg

Formålet med PGT-A er at undgå at lægge kromosomalt abnorme æg tilbage i livmoderen. Med denne metode stiger graviditetschancen, mens risikoen for tidlig spontan abort falder.

PGT-A behandling er fortsat ikke indskrevet i den Danske Fertilitetslovgivning. Derfor skal behandlingerne udføres efter godkendte videnskabelige forskrifter.

HVEM KAN BEHANDLES?

For at modtage PGT-A skal man kunne forstå dansk, da projektets informationsmateriale er på dansk. 

PGT-A er særlig relevant for dig, hvis:

  • Du er ældre end 36 år
  • Du har haft 3-4 tidlige aborter efter IVF-behandling
  • Du har gennemgået 4 IVF-behandlinger uden opnåelse af graviditet

Du er altid meget velkommen til at kontakte klinikken for yderligere information om dine behandlingsmuligheder.

HVAD ER FORSKELLEN PÅ PGT-A OG PGT-M?

Dansk_PGS vs. PGD

SÅDAN UDFØRER VI PGT-A

Efter ægudtagning og befrugtning dyrkes dine æg i laboratoriet i 5-6 dage, til de når blastocyststadiet. Herefter foretager vi en biopsi af hvert æg (blastocyst) ved at udtage ca. 5 celler fra den del af ægget, der senere bliver til moderkagen. Blastocystudvikling er en forudsætning for at kunne foretage biopsien, da det ellers ikke er muligt at se forskel på den indre cellemasse (der senere bliver til fosteret) og den ydre cellemasse (der senere bliver til moderkagen).

Dansk_Biopsi

Når vi har foretaget biopsien, nedfryses ægget, og de celler, vi har udtaget, kan nu undersøges for kromosomantal. Dette foregår med hjælp fra genetisk laboratorie, CooperGenomics, England. Med hjælp fra CooperGenomics identificerer og frasorterer vi de kromosomalt abnorme æg, og anvender således kun de æg, hvor det er påvist, at 23 kromosompar er til stede, dvs. at æggene har et normalt kromosomantal.

KAN MINE ÆG TAGE SKADE AF NEDFRYSNING OG OPTØNING?

Blastocyster er meget frysestabile og går derfor sjældent til grunde ved nedfrysning og optøning. Desuden er graviditetschancen ved behandling med optøede blastocyster næsten den samme, som når der anvendes friske blastocyster (se vores resultater her).

FORUDSÆTNINGER VED BEHANDLING MED PGT-A

MIKROINSEMINATION (ICSI)

PGT-A kan kun foretages i kombination med mikroinsemination (ICSI). Mikroinsemination adskiller sig fra almindelig IVF-behandling ved måden, hvorpå æggene befrugtes. Ved almindelig IVF-behandling lægges æg og sæd sammen, og den enkelte sædcelle må selv finde vej ind i ægget. Ved mikroinsemination indsprøjtes en enkelt sædcelle direkte i ægget. Kun med denne metode kan vi være helt sikre på, at biopsien af det befrugtede æg ikke indeholder arvemateriale fra andre sædceller end netop den, der har befrugtet ægget.

FLERE ÆG END VED ALMINDELIG IVF

Ved normal IVF-behandling udtages i gennemsnit 8-9 æg. Når man planlægger behandling med PGT-A, vil det dog være en fordel, at der udtages lidt flere æg. Dette skyldes for det første, at resultatet af kromosomundersøgelsen for ca. 5 % af alle æg vil være inkonklusivt. For det andet, vil flere æg end normalt blive frasorteret, fordi de netop er kromosomalt abnorme.

HVOR STOR ERFARING HAR MAN MED PGT-A?

Metoden har været kendt i 10 år. Dog er det først inden for de sidste par år, at der er offentliggjort behandlingsserier.

HVOR SIKKER ER METODEN?

Metoden er ikke 100 % sikker. I nogle få tilfælde vil kromosomundersøgelsen fejlagtigt vise, at ægget er kromosomalt abnormt, selvom kromosomantallet er normalt. Således kan det ske, at ægget fejlagtigt kasseres. 

Indtil dato udføres behandling med PGT-A kun på et lille antal klinikker verden over og først nu i Danmark. Således er der kun født et begrænset antal børn efter behandling med PGT-A. 

Tilladelsen til at udføre behandling med PGT-A på Aagaard Fertilitetsklinik er givet efter vurdering og godkendelse hos Den Regionale Videnskabsetiske Komité.

VORES TEAM

På Aagaard Fertilitetsklinik består vores PGT-A og PGT-M team af cheflæge Aboubakar Cissé, laboratoriechef Johnny Hindkjær, laboratoriemanager og embryolog Helle Ringbøl Bitsch,  klinisk embryolog Malene Høeg og professor og overlæge, dr.med. Jens Michael Hertz.