Medicinsk abort

Hvert år foretages ca. 17.000 provokerede aborter i Danmark. Der foretages både medicinske og kirurgiske aborter. Her er det vigtigt, at den mest effektive abortmetode anvendes, dvs. den, der er mest ukompliceret og komplet, og som indebærer færrest fysiske bivirkninger for kvinden. Enhver kvinde med dansk statsborgerskab har ret til abort i Danmark; også uden en henvisning fra egen læge.

Behandlingen er gratis, hvis du er dansk statsborger.

FORUNDERSØGELSEN

Inden indgrebet foretages, skal du til en forundersøgelse. Her bliver du ultralydsscannet for at bestemme graviditetslængden. Desuden skal vi være sikre på, at din graviditet sidder i livmoderen. Herefter taler du med vores læge, Jørn Aagaard, og I finder i fællesskab frem til, om det skal være en medicinsk eller en kirurgisk abort. Medicinsk abort kan foretages frem til din 8. graviditetsuge.

Fordelene ved medicinsk abort er, at risikoen for infektion er lav sammenlignet med kirurgisk abort. Desuden undgår du bedøvelse, og du er således med i hele processen. Du behøver ikke at få bestemt din blodtype forud for en medicinsk abort, da det ikke er påkrævet, at du tager antiD, hvis du er rhesus negativ.

Graviditeten afbrydes ved hjælp af to slags medicin. Den ene hæmmer det graviditetsbevarende hormon, og den anden får livmoderen til at trække sig sammen og derved tømme sig.

FORLØBET

På klinikken får du udleveret medicinen, og du tager to tabletter her (Mifegyne), inden du går. To døgn senere, skal du placere fire stikpiller (Cytotec) så højt i skeden som muligt. Det er disse stikpiller, der får livmoderen til at trække sig sammen og medfører blødningen.

Det er vigtigt, at du har en voksen person hos dig, fra du placerer stikpillerne og et døgn frem.

KONTROLTID

Inden du forlader klinikken, skal du have aftalt en tid til kontrol 14 dage efter indgrebet.

GODT AT VIDE

Blødning: Efter du har placeret Cytotecen i skeden, vil blødningen begynde nogle timer senere. Blødningen vil ofte være kraftigere end almindelig menstruationsblødning, og der kan være iblandet klumper (acceptabel blødning er op til dobbelt menstruationsstyrke). I ca. en uge efter vil du opleve menstruationsligende blødning. Herefter vil blødningen gradvist aftage, men du kan forvente at have blødning i to uger efter indgrebet.

Smerter: Du vil opleve velignende smerter, og det er derfor en god idé, at du tager smertestillende medicin (Panodil/Pamol/Pinex eller Bonyl/Ibuprofen/Ipren) sammen med Cytotecen. De første dage efter aborten kan du opleve menstruationslignende smerter.

Hygiejne: For at undgå infektion bør du, indtil blødningen er ophørt, ikke anvende tampon. Du bør ligeledes undgå karbad, svømmehal og havbad, men kan fint tage brusebad.

Prævention og samleje: Du bør ikke have samleje, så længe du bløder. I tidsrummet frem til du får din menstruation igen, kan du blive gravid. Det er derfor vigtigt, at du anvender prævention. Du kan opstarte p-piller fra den dag, du tager Cytotec. Hvis du ønsker en spiral, kan denne lægges op af din egen læge i slutningen af din næste menstruation.

BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER

I meget få tilfælde kan der opstå komplikationer. Hvis du oplever meget kraftig blødning, kraftige underlivssmerter eller ildelugtende udflåd skal du kontakte klinikken på tlf. +45 8612 6121. Udenfor klinikkens telefontid skal du kontakte lægevagten.