Kirurgisk abort

Hvert år foretages ca. 17.000 provokerede aborter i Danmark. Der foretages både medicinske og kirurgiske aborter. Her er det vigtigt, at den mest effektive abortmetode anvendes, dvs. den, der er mest ukompliceret og komplet, og som indebærer færrest fysiske bivirkninger for kvinden. Enhver kvinde med dansk statsborgerskab har ret til abort i Danmark; også uden en henvisning fra egen læge.

Behandlingen er gratis, hvis du er dansk statsborger.

FORUNDERSØGELSEN

Inden indgrebet foretages, skal du til en forundersøgelse. Her bliver du ultralydsscannet for at bestemme graviditetslængden. Desuden skal vi være sikre på, at din graviditet sidder i livmoderen. Herefter taler du med vores læge, Jørn Aagaard, og I finder i fællesskab frem til, om det skal være en medicinsk eller en kirurgisk abort. Kirurgisk abort anbefales efter 8. graviditetsuge.

Fordelene ved kirurgisk abort er, at du bløder i færre dage end ved medicinsk abort. Desuden undgår du den ve-agtige smerte, som kan føles ved medicinsk abort (men som man får smertestillende medicin for).

FORBEREDELSE TIL OPERATIONEN

Operationen foregår ambulant. Efter indgrebet skal du blive på klinikken et par timer. Da der kan være eftervirkninger efter bedøvelsen, er det vigtigt, at du har en pårørende til at hente dig og være hos dig resten af døgnet.

Det er vigtigt, at du forud for operationen taler med lægen om, hvilken medicin du tager, da der er nogle præparater, som ikke må tages i forbindelse med operationen.

Fasteregler:

  • Du må ikke spise de sidste 6 timer før operationen 
  • Du må godt drikke vand og saft indtil 2 timer før operationen 
OPERATIONEN

Indgrebet/udskrabningen foregår i fuld bedøvelse. Du får lagt et drop i din håndryg, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind. Operationen udføres gennem skeden og varer ca. 15 minutter. Du vil få medicin, som trækker livmoderen sammen (Methergin).

KONTROLTID

Inden du forlader klinikken, skal du have aftalt en tid til kontrol 14 dage efter indgrebet.

GODT AT VIDE

Blødning: Du kan have blødning i ca. 2 uger. Den 1. uge vil det være lidt mere end ved normal menstruation; herefter vil det aftage.

Smerter: Det er normalt at have smerter efter indgrebet. Men Panodil skal kunne klare smerterne.

Hygiejne: For at undgå infektion bør du, indtil blødningen er ophørt, ikke anvende tampon. Du bør undgå karbad, svømmehal og havbad i mindst 4 uger efter indgrebet, men kan fint tage brusebad.

Aktivitet og samleje: Du kan genoptage arbejdet et par dage efter indgrebet. Du bør vente med samleje, så længe du bløder (eller bruge kondom). I tidsrummet frem til du får din menstruation igen, kan du blive gravid. Det er derfor vigtigt, at du anvender prævention. Du kan begynde med p-piller samme aften, som du har fået foretaget indgrebet. Hvis du vælger spiral, kan du aftale tid til oplægning hos din læge.

BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER

I meget få tilfælde kan der opstå komplikationer. Hvis du oplever meget kraftig blødning, kraftige underlivssmerter, ildelugtende udflåd eller feber skal du kontakte klinikken på tlf. +45 8612 6121. Udenfor klinikkens telefontid skal du kontakte lægevagten.