Kolposkopi er en undersøgelse af livmodermunden.
Celleforandringer på livmoderhalsen opdages i forbindelse med den regelmæssige kontrolundersøgelse hos din egen læge. I ca. 5 % af disse prøver findes der celleforandringer. Der vil være tale om atypiske celler eller celler med dysplasi, hvilket i få tilfælde kan være et forstadium til kræft.
Yderligere undersøgelser - Kolposkopi
Hvis celleprøven viser atypiske celler eller celleforandringer (dysplasi), skal der foretages en kikkertundersøgelse, hvor der tages vævsprøver fra livmoderhalsen. Hvis undersøgelsen af vævsprøverne viser atypiske celler eller lette celleforandringer, er det fuldt forsvarligt at gentage prøven efter 4-6 måneder. Hvis kvinden har moderate celleforandringer og er under 37 år, er det også forsvarligt blot at gentage prøven. Forandringerne forsvinder ofte af sig selv. Hvis undersøgelsen af vævsprøverne bekræfter, at det drejer sig om moderat eller svær dysplasi, tilrådes det, at forandringerne fjernes, hvis kvinden er fyldt 37 år. Dette kan man gøre ved en kegleoperation.
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen, men du må ikke have menstruation. Til undersøgelsen anvendes et kolposkop, som er et kikkertformet forstørrelsesglas med et kraftigt lys. Igennem dette kan gynækologen vurdere de områder, der ser suspekte ud. Der anvendes lidt eddike, som bevirker, at forandringer er lettere at se. Herefter tages vævsprøver, som bliver undersøgt nærmere under mikroskop på Patologisk Institut. Det gør ikke ondt at få lavet en kolposkopi, og der er ikke eftervirkninger. Efter ca. 14 dage ringer du til klinikken for at få svar på prøven.

